Flying Tiger åbner butik nummer 1000 i Australien
Det begyndte med en lille butik i København, og 29 år efter er butikskæden til stede i hele verden.
Flying Tiger Copenhagen har i dag åbnet en butik i et shoppingcenter i Sydney. Det er ikke bare den første af sin slags i Australien, men også butik nummer 1000 på verdensplan. Ugen før åbnede den første butik i Vietnam.
At det er kommet så vidt, har administrerende direktør Martin Jermiin sin egen forklaring på:
- Vi har fastholdt konceptet omkring et kreativt og sjovt univers, hvor kunderne både kan finde anderledes og anvendelige produkter til overkommelige priser.
- Samtidig har vi udviklet vores forretning på nødvendige områder, som er med til at adskille os fra konkurrenter i og udenfor Danmark, siger han.
Flying Tiger Copenhagen er nu til stede i 39 lande, men det stopper ikke her. Der er allerede planer om at gøre entré i blandt andet Malaysia og Singapore de kommende år.
Lennart Lajboschitz åbnede den første Tiger-butik på Gothersgade i København i 1995.
Ti år senere rykkede kæden for første gang til udlandet og åbnede butikker i Storbritannien.
Den svenske kapitalfond EQT købte sig ind i Flying Tiger i 2013, og i 2021 overtog investeringsselskabet Treville & Co. det fulde ejerskab af kæden.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Detail.